![](https://static.wixstatic.com/media/a0d0ba_e6c94459ffbd48fcaf52b06ca0870a38~mv2.jpg/v1/fill/w_980,h_480,al_c,q_85,usm_0.66_1.00_0.01,enc_auto/a0d0ba_e6c94459ffbd48fcaf52b06ca0870a38~mv2.jpg)
Kære medlemmer.
Efter et lidt stille sommerhalvår i badeklubregi, er vi nu ved at være (næsten) klar til at give den fuld gas, her ved starten af saunasæsonen. Herunder følger en mængde information og nye tiltag, som vi vil bede dig læse omhyggeligt igennem! Måske vi derved kan reducere mængden af mails og beskeder med spørgsmål om dette og hint, som man ville kunne have fundet svar på selv på vores her, på hjemmesiden eller på facebook.
Sidste nyt!
Vi starter med nyeste status:
Vi holder dåbsfest og en lille markering af starten af saunasæsonen i morgen onsdag d. 2. oktober kl. 17-18:30.
Der vil være lidt chips og drikkevarer. Selve dåben bliver kl. 17:15 og efterfølgende er der drop-ind gus i den nydøbte frem til ca. 18:30. Der vil altså være ret begrænset kapacitet. Vi har i skrivende stund en meget uheldig kombination af fejl, som gør at vores lille ny kan varme, men vores brikker kan ikke låse døren op – det kan de til FUUR, men den kan ikke varme! Vi arbejder hårdt på løsninger, men der går måske et par dage inden det hele spiller og de kan komme rigtigt i drift.
Vores skønne saunaer
Sæsonens største nyhed er jo uden tvivl, at tvillingesøsteren til FUUR langt om længe er landet ved hendes side. Der har været en stribe udfordringer med at få den indrettet og gjort klar til brug, men vi synes, at resultatet er arbejdet og ventetiden værd. Den nye er indrettet ud fra gusmestrenes ønsker, så den er bedst muligt egnet til gus. Begge saunaer har fået nye isolerede døre og vinduer, så vi forhåbentligt kan reducere mængde af kondens i entréen og undgå problemerne med is i døråbningen, hvis vi er heldige at få besøg af Kong Frost til vinter.
Begge saunaer kommer til at være varme hver dag fra kl. 6-22:30. Den nye sauna bliver hjemstedet for alle gus, men i alle øvrige perioder kommer den til at være stillesauna, mens man kan småsnakke i FUUR. Vi beder dog stadig om, at al samtale er inkluderende for dem, som er i saunaen. Der har længe været debatteret meget om ro versus samtale, så vi håber, at den nye stillesauna kan imødekomme nogen af de meget divergerende opfattelser af, hvad der er hyggeligt og rart under saunabesøg. I den nye er det altså kun tilladt med nødvendig praktisk samtale, så hyggesnak er i FUUR.
For at holde saunaerne mere appetitlige - og mindske sliddet - skal man fremover have et lille ekstra håndklæde til at lægge under fødderne eller evt. et stort, som også kan nå ned under fødderne. Vi beder også om, at I er omhyggelige med at skylle fødderne i karret udenfor og ikke medbringer sko og drikkevarer i saunaerne.
Fremover vil der være morgenrengøring fra kl. 6-8, hvorfor saunaerne på skift vil lukket mandag, tirsdag, torsdag og fredag morgen. Der er kommet nye lamper udenfor, som med rødt lys vil indikere, at saunaen er lukket pga. af rengøring eller gus!
Vi har bestilt nye online låse til saunaerne, som snart bliver installeret. De vil gøre administrationen af nøglebrikker lettere for os og det vil også blive lettere at følge belastningen.
![](https://static.wixstatic.com/media/a0d0ba_deb79362f5724142ad03d9821d3dad69~mv2.jpg/v1/fill/w_980,h_1307,al_c,q_85,usm_0.66_1.00_0.01,enc_auto/a0d0ba_deb79362f5724142ad03d9821d3dad69~mv2.jpg)
Furesøbad
Furesøbad er pr. 1. oktober vendt hjem til kommunen i den forstand, at stedet ikke længere er udlejet til en forpagter. Fremover driver kommunen selv området og der er ansat en ny driftschef, Kenneth Munk Reichardt, som har ansvaret for bygningerne, området og det daglige samarbejde med foreningerne. Restaurant og kiosk er som det eneste stadig bortforpagtet. Samtidig er der en større tiltrængt renovering af alle baderum og toiletter i gang. Hele kælderetagen bliver renoveret, ligesom omklædningsrummene i ”mellemgangen” bliver istandsat og fremover vil være tilgængelige for os året rundt. Renoveringen forventes afsluttet ved årets udgang.
Der er under renoveringen opstillet bade- og toiletvogne på stranden. I en boks ligger en nøgle, der gælder til alle 3 rum i den vogn, boksen sidder ved, altså en nøgle i en boks på hver af de 2 vogne. Proceduren er, at man med nøglen åbner en kabine OG lægger nøglen på plads i nøgleboksen INDEN man går i bad. Så kan andre tilgå de andre baderum. KODEN til begge kodelåse er 1909. Vognene er ikke offentligt tilgængelige i bred forstand, men til brug for dem, der plejer at gå i bad efter træning eller dyp.
Nye medlemmer
Den nye sauna giver plads til, at vi kan lukke en del fra ventelisten ind i varmen. For at højne informationsniveauet afholder vi fremover møder af en times varighed, hvor vi fortæller om badeklubbens struktur og regler og informerer omkring brug af saunaer og faciliteterne ved Furesøbad. Et andet vigtigt formål med møderne er, at det bliver tydeligt, at man kommer ind i en forening, hvor alle forventes at bidrage til god stemning og hjælpe til med at løse praktiske opgaver. Deltagelse i et møde er obligatorisk for udleveret en brik.
På snarligt gensyn!
Bestyrelsen