top of page

Nyt i januar

Jørgen Ringgaard

Opdateret: 16. jan. 2023


Kære medlem


Fusionen

Som I ved fusionerede vi med Vinterbadeklubben Furisterne pr. 1. januar. I Furesø Badeklub nåede vi lige at runde 1000 medlemmer, inden vi lukkede for nye medlemmer i december. Der var ca. 250 medlemmer hos Furisterne, som ikke i forvejen var medlemmer hos os, så vi er nu ca. 1250 medlemmer! Furisterne kan som et led i fusionsaftalen vælge om de vil have et fuldt medlemskab eller fortsætte på et såkaldt begrænset medlemskab (kontingent 50 kr.), som giver adgang til kælderen under Furesøbad, men ikke giver mulighed for at få adgang til FUUR.


Vi er i fuld gang med at få de 250 nye integreret i vores medlemssystem og få ombyttet deres nøglebrikker, så de relevante får adgang til FUUR. Det fylder en del i administrationen her i januar. VELKOMMEN til Furisterne! Tag godt imod dem og hjælp dem til rette og guide dem vedrørende brug af saunaen, så vi holder fast i den gode positive stemning. Generelt oplever vi stor villighed til at få praktikken til at glide omkring saunaen og vores oplevelse er, at vi også kom godt igennem spidsbelastningen i helligdagene uden lange køer og ståpladser i saunaen.

Lad os hjælpes ad med at holde fast i den gode positive og hensynsfulde omgangsform, vi alle har glæde af ved saunaen. Og det gælder både dernede og på facebook!


Familiemedlemskab?

Vi har et enkelt tilbagevendende problem, som vi er lidt trætte af. Vi støder jævnligt på gæster i saunaen, selvom det ikke er tilladt. Vi er nødt til lige at repetere, at nøglebrikken er personlig, den må ikke lånes ud, der er ikke tale om et familiemedlemskab! Vi kan godt forstå, at det er fristende, men indtil noget andet bliver besluttet, er det sådan reglerne er. Hvis vi oplever gentagne brud på reglerne, forbeholder vi os ret til at spærre for brikkens adgang. Vi kommer til at genoverveje gæstepolitikken, når vi har to saunaer til næste sæson.


Gus-gus-gus

Vi er efterhånden kommet op på de varslede/lovede 4-6 gussessioner om ugen, takket være vores entusiastiske gusmestre, som gør sig umage for at sikre en god oplevelse hver gang! Vi har p.t. Jan Gooze, Henrik Mannz og Juliet, som laver gus med hver der unikke stil - og der er et par nye mestre på vej. Det er utroligt populært og hver gang vi lægger nye gus-events op på hjemmesiden, bliver de revet væk. Gusene ligger på forskellige tider, da det jo skal indpasses i gusmestrenes hverdag.

Det betyder, at vi skal øve os på at tjekke kalenderen på hjemmesiden for at sikre, at man ikke kommer til at gå forgæves, fordi saunaen er lukket p.g.a gus. Kalender og events ligger på vores hjemmeside: https://www.furesobadeklub.dk/events. Kalenderen ligger øverst og nedenunder ligger aktuelle fremtidige gus-events. For at give flest mulig chancen for at deltage i gus er reglen stadig maks. to gange om måneden, men med 250-300 guspladser om måneden, burde vi nærmere have sat maks. til en gus hver anden måne!

I vores lukkede facebookgruppe kan du finde en ekstra gusgruppe, som du kan klikke på og blive medlem af. Her poster vi nyt om gus, så jer der ikke er interesserede i gus-en, ikke behøver at følge denne information. Du kan også finde gruppen her: https://www.facebook.com/groups/836970264302620/ , men for at blive lukket ind skal du altså først være med i den generelle lukkede gruppe, som du finder link til på medlemssiden på vores hjemmeside.


Fugt i entreen

Vi har fået monitering af fugt og temperatur i entreen online, og det viser sig, at fugten er helt lokal omkring dør og vindue, som desværre begge er uisolerede. Ventilatoren kører nu både ved for høj luftfugtighed og med faste intervaller for at forny luften i saunaen. Det fungerer faktisk bedst med lukket vindue, så lad os prøve at holde vinduet lukket i en periode. Løsningen er at skifte både dør og vindue til isolerede udgaver, men det gør vi nok først i sommerpausen.


Vintermudderbad

Vi er inde i en våd og dermed mudret periode, så det er meget vigtigt, at vi alle er omhyggelige med at trække mindst mulig mudder og vand med ind. Så parker badeskoene udenfor, skyl fødderne og list ind.


Vinterbadefestival

Lørdag d. 21. januar holder vi en lille Vinterbadefestival på stranden sammen med DGI. Der kommer snart nyt ud om den spændende dag, men sæt kryds i kalenderen og kryds fingre og tæer for en smule frost og sol på dagen! Følg med på Eventet på facebook: https://fb.me/e/3UBiQ1nTK


Kærlige hilsner

Fra bestyrelsen.

1.506 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page